En isbjørn og en brun bjørn ligner hinanden. En panda gør ikke. Alle tre er bjørne, og de har den samme oldemor, hvis man går langt nok tilbage. Hvordan kan det lade sig gøre?
Her er fire bjørne. De har pels, kløer og den samme grundplan i skelettet. De spiser vidt forskelligt, de lever vidt forskellige steder, og de kan ikke alle sammen få unger med hinanden.
Den regel, biologer bruger oftest, er denne: to dyr hører til samme art, hvis de kan få unger sammen, og ungerne selv kan få unger. Hest og æsel kan få et muldyr, men muldyret kan ikke få unger. Derfor er hest og æsel to arter.
Isbjørn og brun bjørn er et mærkeligt tilfælde. De har været adskilt i hundredtusinder af år, de ser forskellige ud, de jager forskelligt, og de lever hvert sit sted. Alligevel er der fundet unger af de to i Canada, og de unger kan få unger. Grænsen mellem to arter er ikke altid en skarp streg. Den er ofte en glidende overgang, og det er præcis det, man skulle forvente, hvis arter bliver til lidt efter lidt.
Pandaen og isbjørnen kan ikke få unger sammen. De har været hver sin vej i omkring 20 millioner år. Isbjørnen og den brune bjørn kan, og de skiltes for nogle hundrede tusind år siden. Forskellen er tid.
Det spørgsmål kommer hver gang, og det er et godt spørgsmål. Svaret er, at mennesket ikke nedstammer fra de aber, der lever i dag. Vi og chimpanserne har en fælles stamform, som levede for omkring 6 til 7 millioner år siden. Den var hverken et menneske eller en chimpanse. Fra den gik der to grene: den ene førte til os, den anden til chimpanserne.
Det er ligesom med dig og din fætter. I har de samme bedsteforældre, men du nedstammer ikke fra din fætter. Evolution er et træ, ikke en stige. Der er ingen art, der står på toppen, og ingen art, der er færdig.
Tag stilling helt alene, før I taler sammen i klassen. Der er ingen point, og der kommer ikke noget facit nu. Svarene bliver gemt, og du får dem igen i trin 8.
Stil jer på en linje tværs gennem lokalet: helt enig i den ene ende, helt uenig i den anden. Læreren læser en påstand op, alle stiller sig, og to fra hver ende forklarer hvorfor. Ingen skal overbevise nogen endnu.
Bjørnene skiltes for nogle hundrede tusind år siden. Os og chimpansen for 6 millioner. Det lyder af meget, men det er ingenting i forhold til, hvor længe der har været liv på Jorden.
Tryk på en begivenhed, og tryk derefter på den plads, den skal ligge på. Øverst er ældst. Du kan flytte rundt, så længe du vil, og du kan trykke på en plads for at tømme den.
Fire en halv milliard år er et tal, ingen kan mærke. Så lad os skrue Jordens historie ned til ét døgn. Jorden bliver til ved midnat, og klokken er midnat igen lige nu. Træk i skyderen, og se, hvornår tingene sker. Der er små hak på skyderen, hvor der skete noget.
Skiven har tolv timer, ligesom et rigtigt ur. Derfor skal viseren hele vejen rundt to gange, før der er gået et døgn. Den gule ring yderst er første omgang, altså time 00 til 12. Den orange ring indenfor er anden omgang, time 12 til 24. Hver begivenhed sidder på den ring, den hører til.
Læg mærke til, hvor længe der går, hvor der ikke sker ret meget. Det er ikke en fejl i tegningen. Det er sådan, det var.
Skriv med dine egne ord, hvad uret viste dig. To eller tre sætninger er nok. Hvornår på døgnet kom livet, og hvor meget af døgnet gik, før der var dyr, man kunne se med det blotte øje?
Hvorfor har giraffen så lang en hals? Der findes to forklaringer, og den ene er den, de fleste selv finder på. Den er også den, som en meget dygtig fransk biolog gav i 1809.
Kør de samme ti giraffer gennem otte generationer med hver sin model, og se, hvad der sker med halsene. Læg mærke til, hvad der sker med forskellen mellem giraffer, og ikke kun med gennemsnittet.
De to modeller lyder ens, men de forudsiger noget forskelligt, og derfor kan man teste dem. Hvis det, et dyr gør i sit liv, går i arv, så må en ændring på forældrene dukke op hos ungerne.
Det blev prøvet af den tyske biolog August Weismann i 1880'erne. Han fjernede halen på mus i generation efter generation og så efter, om ungerne begyndte at blive født med kortere hale.
De tre betingelser følger dig resten af forløbet. Læg mærke til, hvornår de er opfyldt, og hvornår de ikke er.
Skriv med dine egne ord, hvad du fandt ud af. To eller tre sætninger er nok. Hvad skete der med flokken i de to modeller, og hvilken af dem passede med musene?
Nu skal du ikke læse om udvælgelse. Du skal være den. På stammen sidder der møl. Du er fuglen, og du er sulten.
Spis fem møl, dem du får øje på først. De, du ikke ser, overlever og får unger. Ungerne ligner deres forældre med en lille forskel, ligesom rigtige unger gør. Så kommer en ny generation møl på stammen.
En sjælden gang imellem sker der en mutation, og så kommer der en farve, som ikke fandtes i bestanden før. Det er derfor, en bestand, der er blevet helt ensartet, alligevel kan ændre sig igen, hvis barken skifter.
Kamuflage er at ligne det, man sidder på, så godt at den, der leder efter en, ser forbi. Det handler ikke kun om farven. Et dyr med god kamuflage har også det rigtige mønster, så øjet ikke kan følge kanten af dyret hele vejen rundt, og det sidder det rigtige sted. Birkemåleren har små sorte og hvide prikker over hele vingerne, og den sidder fladt mod barken med vingerne slået ud, ikke oprejst som en sommerfugl.
Den lyse birkemåler ligner lav, de lyse pletter af svamp og alge, der vokser på gamle træstammer. Der sidder laver på stammen her også, og de ligner et møl på afstand. Du kommer til at hakke efter dem. Det gør fugle også.
Et møl har to ens halvdele. En lav har uregelmæssige lapper. Det er den forskel, du skal lære at se, og den er svær, når farven passer.
Tryk på de møl, du kan se. Fem pr. runde.
Birkemåleren i England blev mørkere, i takt med at industriens sod gjorde træstammerne sorte, og lysere igen, efter at luften blev renere. Det er en af de bedst målte ændringer i en vild bestand, og den skete på nogle få årtier.
Du har lige gjort det, en fugl gør uden at tænke over det. En ung englænder opdagede det samme ved at se på fugle i mange år, og det tog ham tyve år at turde skrive det.
Charles Darwin var 22 år, da han i 1831 kom med skibet HMS Beagle som naturhistoriker. Rejsen varede næsten fem år. Han samlede sten, fossiler, planter og dyr, og han skrev alt ned. På øgruppen Galápagos ud for Sydamerika samlede han blandt andet nogle små, kedelige, brune fugle.
Fuglene lignede hinanden, men næbbene var forskellige fra ø til ø. Nogle havde et kraftigt, dybt næb, der kunne knække hårde frø. Andre havde et smalt, spidst næb til insekter og blomster. Darwin troede først, det var helt forskellige slags fugle. Det var fuglekenderen John Gould, der hjemme i London fandt ud af, at det var tæt beslægtede finker, og at de hørte til på hver sin ø.
Tryk på en finke for at se, hvad dens næb er godt til.
Det satte tanken i gang: hvis en flok fugle er blæst ud til en øgruppe, og øerne byder på forskellig mad, så vil de fugle, der tilfældigvis har det næb, der passer bedst på netop deres ø, få flest unger. Efter mange nok generationer er fuglene på de forskellige øer blevet så forskellige, at de ikke længere får unger med hinanden. Det er artsdannelse, og det er den samme historie som bjørnene i trin 1.
Darwin skrev og skrev, men han udgav ikke. Han vidste, hvad det ville koste. I juni 1858 fik han et brev fra Alfred Russel Wallace, en yngre englænder, der samlede dyr i Indonesien for at tjene til livet. Wallace havde fået den samme idé, helt selv, og bad Darwin læse den igennem.
De to arbejder blev fremlagt sammen i London samme sommer, og året efter, i 1859, udkom Darwins bog Om arternes oprindelse. Det er derfor, de to navne hører sammen, selvom Darwin er den, alle husker.
I 1800-tallets England læste mange Første Mosebog som historie, og forklaringen på, at en fugl passer så godt til sit liv, var, at den var skabt sådan med vilje. En forklaring, hvor arter bliver til lidt efter lidt uden nogen plan, var ikke bare ny. Den var stødende for mange, og Darwin blev tegnet som en abe i bladene.
Her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Naturvidenskab handler om det, man kan undersøge og måle. Den fortæller ikke nogen, hvad de skal tro på, og den kan ikke svare på, hvad meningen med livet er. Mange troende i dag, og de fleste store kirkesamfund, ser ingen modsætning mellem tro og evolution. Det, et forløb som det her kan lære dig, er noget andet og mere snævert: hvordan man undersøger noget, og hvornår man har lov at sige, at man ved det.
Find fem oplysninger om Darwin. For eksempel: hvor gammel var han, da han tog af sted? Hvad blev han syg af? Hvorfor ventede han så længe? Hvad lavede Wallace, mens han fik sin idé? Hvor mange børn fik Darwin?
Det sidste punkt er hele opgaven. En sprogmodel lyder lige sikker, uanset om den har ret, og den kan finde på detaljer, der ikke findes. En hjemmeside kan også tage fejl. To kilder, der er enige, er bedre end én.
"Det er jo bare en teori." Sætningen er almindelig, og den bygger på en misforståelse af ordet. I hverdagssprog er en teori et gæt. I naturvidenskab er det nærmest det modsatte.
Tyngdekraften er også en teori. Det samme er atomteorien og teorien om pladetektonik. En teori bliver ikke forfremmet til en lov, når den har bestået nok prøver. Den bliver ved med at være en teori, og den kan altid vælte, hvis nogen finder noget, der ikke passer.
Tryk på hvert bevis og læs, hvad det er, og hvad det ville betyde, hvis man fandt det modsatte.
Biologen J.B.S. Haldane blev engang spurgt, hvad der kunne modbevise evolution. Han svarede: et kaninfossil i et lag fra prækambrium. Altså en kanin i et lag, der er over 500 millioner år gammelt, længe før der fandtes dyr med rygrad.
Det er aldrig fundet. Milliarder af fossiler er gravet op, og de ligger i den rækkefølge, teorien forudsiger. Men pointen er, at der findes et fund, som ville vælte den. En forklaring, der ikke kan væltes af noget som helst, hører ikke til i naturvidenskaben. Den kan være både smuk og vigtig, men den er ikke et svar, man kan undersøge.
Det handler ikke om at tro på evolution. Det handler om, at ingen endnu har fundet det, der skulle til for at vælte den.
I trin 4 var du fuglen. Nu er du forskeren. Her er en bestand af finker på en ø, og du bestemmer vejret, og hvor meget du blander dig.
Peter og Rosemary Grant målte næb på finker på den lille ø Daphne Major i Galápagos i mere end tredive år. Da der kom tørke i 1977, forsvandt de små bløde frø, og kun de store hårde var tilbage. Året efter var de overlevende fugles næb målbart kraftigere. De havde set evolution ske på to år.
Her er et eksempel, du kan køre efter den første gang. Det tager et par minutter.
Udvælgelse, Arv og Variation er de tre ting, der skal være til stede, før en bestand kan ændre sig. Slå én fra ad gangen, og find ud af, hvad der så mangler. Hold musen over en kontakt, hvis du vil se, hvad til og fra betyder.
| Gen. | Vejr | Indstillinger | Næb, mm | Hvad skete der, og hvorfor |
|---|
Når næbbet i bestanden er blevet kraftigere: er der så én fugl, der har fået et kraftigere næb? Skriv, hvad der faktisk ændrede sig.
Fire slags næb: pincet, ske, tøjklemme og sugerør. Tre slags frø: ris, kikærter og makaroni. Tredive sekunder pr. runde, og man må kun bruge sit eget næb. Tæl, hvem der fik mest, skriv klassens tal op, og sammenlign med simuleringen. Kør derefter en runde, hvor kun de hårde frø er tilbage.
Spørgsmålene her kan bruges til mere end at klikke sig igennem. Aftal med din lærer eller din makker, hvilken af de tre måder I bruger, før I går i gang.
Svarmulighederne står i tilfældig rækkefølge. Den er den samme hver gang, du åbner siden, men det rigtige svar står ikke det samme sted i hvert spørgsmål, så der er ikke noget mønster at regne ud.
Her er de fire påstande, du tog stilling til, før vi gik i gang. Nu ved du mere. Hvad ville du svare i dag?
Forklar til sidst med dine egne ord, hvorfor giraffen har lang hals. Skriv det, som om du skulle forklare det til en fra 5. klasse, og brug ordene variation, arvelig og naturlig selektion.