Forside / Til læreren

Til læreren Sådan bruger du forløbene

Én vejledning pr. forløb: trinene med tid, hvordan det kan køres, hvad eleverne skal kunne bagefter, og ordene. Hvad siden gemmer, står på Om siden.

Koden DNA, arv og den genetiske kode · 10 trin · ca. 1 t 45 min Biologi · 7.-9. klasse

Eleven bygger strengene, parrer baserne, laver mRNA-kopien og oversætter til protein med kodonhjulet. Til sidst ændrer hun ét bogstav i et rigtigt gen og kører en model af, hvorfor kræft kræver flere fejl i den samme celle.

Åbn forløbet Hent som PDF

De ti trin

TrinCa.
1Fire klodserDe fire baser og hvad DNA er. Eleven bygger en streng frit. Der er ingen regler endnu.5 min
2ParretParringsreglen. Eleven bygger den øverste streng og udfylder selv den nederste, og trykker tjek, når hun er færdig. Siden dømmer ikke undervejs.10 min
3Spiralen og genetStigen rullet ud ved siden af spiralen, Foto 51 og Rosalind Franklin, og hvad et gen er. Eleven bygger et gen. 10 min
4AflæsningenmRNA, skabelonstrengen og hvorfor T bliver til U. Eleven skriver kopien af en tilfældig streng og får den tjekket. 10 min
5OversættelsenKodon, start og stop, og kodonhjulet med alle 64. To opgaver: find et kodon for en given aminosyre, og læs en hel streng. 15 min
6PerlerneProteinet som en snor med perler. Eleven bygger en bestemt aminosyre og derefter en hel halskæde med start og stop. 10 min
7Ét bogstavDet ægte HBB-gen. Eleven laver én base om og finder seglcellemutationen.10 min
8Cellen der ikke stopperMutationer og kræft. Eleven kører en celle igennem tusindvis af delinger med og uden risikofaktorer. 15 min
9I tre dimensionerDNA i rummet, som kan drejes. To opgaver med fem rigtige i træk.10 min
10EvalueringFjorten selvtjek-spørgsmål og ordkortet, hvor eleven skriver ordene med sine egne ord.10 min
Hele forløbethvis en elev læser det hele og laver alle opgaverne ordentligtca. 1 t 45 min

Sådan kan det køres

Alene kan eleven læse og lave det hele selv. Siden er bygget til det.

To og to ved samme skærm er bedre. Den, der ikke har musen, siger, hvad der skal gøres, og den anden trykker. Så bytter de. Begge skal sætte ord på, og de hjælper hinanden undervejs i stedet for bagefter.

Tag to eller tre trin ad gangen og saml op i klassen imellem. Kun fire ting skal sidde fast (kernen herunder). De svære ord er markeret i teksten og forklares, når man peger på dem.

Det, de skal kunne bagefter

Kernen

Fire ting. Alt andet i forløbet kan udledes af dem eller slås op.

  1. DNA er skrevet med fire bogstaver: A, T, C og G.
  2. De sidder altid over for hinanden to og to: A–T to bindinger C–G tre bindinger i RNA: A–U
  3. Tre baser i træk er et kodon, og hvert kodon betyder én aminosyre. AUG er start, og UAA, UAG og UGA er stop.
  4. Et gen er opskriften på ét protein, og et protein er en snor af aminosyrer, hvor rækkefølgen bestemmer alt.

Ordene, de møder undervejs

De samme fjorten ord står på elevens ordkort i trin 10, hvor hun selv skal skrive dem. Tallet er det trin, ordet dukker op i.

1DNA Den lange række af baser, der er opskriften på alt levende.
1base Et af de fire bogstaver. Pas på: ordet betyder noget andet i kemi.
1cellekerne Rummet i cellen, hvor DNA'et ligger og bliver.
1kromosom En lang tråd af DNA, rullet stramt sammen. Vi har 46.
2basepar To baser over for hinanden, A med T eller C med G.
3dobbeltspiral DNA'ets form. En hel omgang tager cirka ti trin.
3gen Et stykke DNA, der er opskriften på ét protein.
4mRNA Kopien af ét gen, som kan komme ud af kernen. Har U i stedet for T.
5kodon Tre baser i træk. Betyder én aminosyre.
5ribosom Organellen, der læser mRNA og bygger proteinet.
6aminosyre Perlerne, et protein er bygget af. Der er tyve.
6protein Kæden af aminosyrer. Kroppens maskiner og byggesten.
7mutation En ændring i DNA. Ofte uden betydning, nogle gange afgørende.
8arv Det, der gives videre fra forældre til barn gennem generne.

Ark, du kan printe

Tre ark til hvidt papir. Derfor er de lyse her på skærmen.

1. Ordkort til at klippe ud

Fjorten ord med forklaring. Klip langs stregerne, så har du et sæt kort. Klipper du ordet fra forklaringen, har du to bunker, der skal parres.

Koden · ordkort klip langs stregerne
DNADen lange række af baser, der er opskriften på alt levende.1
baseEt af de fire bogstaver: A, T, C og G.1
cellekerneRummet i cellen, hvor DNA'et ligger og bliver.1
kromosomEn lang tråd af DNA, rullet stramt sammen. Vi har 46.1
baseparTo baser over for hinanden. A med T, eller C med G.2
dobbeltspiralDNA'ets form. En hel omgang tager cirka ti trin.3
genEt stykke DNA, der er opskriften på ét protein.3
mRNAKopien af ét gen. Den bærer opskriften ud til et ribosom.4
kodonTre baser i træk. Betyder én aminosyre.5
ribosomOrganellen, der læser mRNA og bygger proteinet.5
aminosyrePerlerne, et protein er bygget af. Der er tyve.6
proteinKæden af aminosyrer. Kroppens maskiner og byggesten.6
mutationEn ændring i DNA. Ofte uden betydning, nogle gange afgørende.7
arvDet, der gives videre fra forældre til barn gennem generne.8

Begrebsstafet

Omkring tyve minutter, med ordkortene fra ark 1.

Sådan gør du. Klip kortene over, så ord og forklaring er hver for sig. Læg alle forklaringerne med bagsiden opad i den anden ende af lokalet, på gangen eller i skolegården, gerne tyve meter væk. Hver gruppe lægger bunken med ordene ud foran sig.

Så løber de. Én fra gruppen løber hen og vender én forklaring, læser den, lægger den tilbage og løber tilbage. Hun må ikke tage den med. Hun skal sige med sine egne ord, hvad der stod, og sammen beslutter gruppen, hvilket ord det hører til. Så lægger de forklaringen på plads ved ordet, og den næste løber af sted.

Pointen er turen tilbage. Den, der løber, skal huske forklaringen og sige den, og gruppen skal blive enige. Flest rigtige par vinder, men lad grupperne tjekke hinandens i stedet for at rette selv.

Det er en løbediktat med begreber i stedet for sætninger. Er der ikke plads til at løbe, kan forklaringerne ligge på gangen lige uden for døren.

2. Kodonkort

Tyve kodoner. Eleverne slår dem op på hjulet og skriver aminosyren på stregen. De kan også klippes ud og bruges til stafetten ovenfor, eller til at bygge en halskæde ved at lægge dem i rækkefølge.

Koden · kodonkort slå op på hjulet og skriv aminosyren
AUG
GUU
CAU
AAA
UUC
GGA
ACU
UGG
CCG
GAA
UAC
CGU
AGC
GCA
CUG
AAU
UGU
GAU
CCA
UAA

Til læreren: AUG methionin (start) · GUU valin · CAU histidin · AAA lysin · UUC phenylalanin · GGA glycin · ACU threonin · UGG tryptofan · CCG prolin · GAA glutaminsyre · UAC tyrosin · CGU arginin · AGC serin · GCA alanin · CUG leucin · AAU asparagin · UGU cystein · GAU asparaginsyre · CCA prolin · UAA stop

3. Kodonhjulet

Hele koden på ét ark. Læses indefra og ud: første bogstav i midten, så det andet, så det tredje, og yderst står aminosyren. Alle kodoner, der betyder det samme, har den samme farve, og derfor ligger de som blokke.

Kodonhjulet læs indefra og ud
De tyve aminosyrer yderst på hjulet står de tre første bogstaver af navnet
Alaalanin
Argarginin
Asnasparagin
Aspasparaginsyre
Cyscystein
Glnglutamin
Gluglutaminsyre
Glyglycin
Hishistidin
Ileisoleucin
Leuleucin
Lyslysin
Metmethionin
Phephenylalanin
Proprolin
Serserin
Thrthreonin
Trptryptofan
Tyrtyrosin
Valvalin

AUG er det eneste startkodon og betyder methionin, så hvert protein begynder med den · UAA, UAG og UGA betyder stop og står ikke for nogen aminosyre · der er 64 felter og kun 20 aminosyrer, så flere kodoner betyder det samme

Glasset Et lukket økosystem i et syltetøjsglas · 9 trin · ca. 1 t 40 min Biologi · 7.-9. klasse

Eleven bygger glasset på skærmen, lukker låget og ser 60 dage gå på under et minut. Bagefter bygger klassen det i virkeligheden. Det handler om, hvem der laver maden, hvem der spiser den, hvem der rydder op, og hvad der sker, når én mangler. Undervejs opdager eleven, at planten både laver og bruger ilt.

Åbn forløbet Hent som PDF

De ni trin

TrinCa.
1Hvad er detProducenter, forbrugere og nedbrydere, og en figur over kredsløbet. Pointen er, at lyset er det eneste, der kommer ind udefra.8 min
2Byg dit første glasEleven bygger frit uden instrumenter og uden at vide noget. Hypotesen skrives ned først. Hun må gerne prøve igen, men bliver opfordret til at læse videre.10 min
3LysetFotosyntese om dagen, respiration hele døgnet. Dag og nat kan følges i statuslinjen.8 min
4PlantenKompensationspunktet: hvornår laver planten mere ilt, end den selv bruger? Iltkurven læses time for time.10 min
5DyreneForbrug, affald og græsning. Iltregnskabet viser hvert dyrs andel.10 min
6MudderetNedbryderne, næring og alger, og hvorfor for meget mudder giver algeopblomstring.10 min
7Vand og varmeHvor meget ilt kan vand holde på? Graf over iltens loft mod temperaturen, og hvorfor det samme sker i en dansk fjord.12 min
8De 60 dageAlle instrumenter, alle filtre og så mange glas, man vil. Listen over dine bedste glas.20 min
9I virkelighedenByggesedlen skrives ud fra elevens bedste glas. Herfra går I til bordet.10 min

I alt ca. 1 t 40 min på skærmen, plus den tid I bruger på at bygge glassene i virkeligheden.

Sådan kan det køres

Forløbet er en hypoteseøvelse. I kapitel 2 bygger eleven et glas uden måleinstrumenter og skriver sit gæt ned, før låget lukkes: hvor mange dage holder det, hvad slår det ihjel, og hvad er det vigtigste, hun har puttet i? Lad dem snakke to og to. Det tager tre minutter, og resten af forløbet bygger på det.

Kapitel 3 til 7 tager én del ad gangen. I kapitel 8 er alt tændt, og hun bygger igen, nu med et grundlag. Det er der, hypotesen bliver afprøvet.

Sig forskellen højt i klassen. I simuleringen kan man se, hvem der laver ilt, og hvem der bruger den, time for time. I et rigtigt vandhul, en fjord eller et glas i vindueskarmen kan man ikke sætte en måler på hver organisme. Man ser resultatet og må slutte sig til årsagen. Modellen viser mekanismen, så eleven ved, hvad hun skal kigge efter, når målerne ikke er der.

Forløbet ender i elevernes egne forslag. De skal sige, hvad de vil gøre anderledes i det rigtige glas, og hvorfor. Lad opgaven være åben: de må gerne bruge noget, der ikke er i simuleringen, som en anden plante fra søen, sten, blade, en snegl, et andet vindue eller et større glas. Kravet er ikke, at de rammer rigtigt, men at de kan begrunde valget med noget, de har set.

To ting, det er værd at vise dem

Sådan bygger man: ingredienserne ligger som små kort under glasset. Træk et kort op i glasset, eller tryk på ikonet. Forklaringen kommer frem, når man holder musen over kortet, og på en tablet står den der hele tiden.

Filtrene i kapitel 8 er der, hvor det plejer at gå op for dem. Tænd for planternes fotosyntese og planternes respiration hver for sig, og spørg: hvorfor forsvinder den ene om natten, og den anden ikke?

Kernen

Planter laver ilt om dagen og bruger ilt hele døgnet. Det er ikke gennemsnittet over et døgn, der afgør, om noget overlever. Det er bundpunktet om natten.

Point

Seks led: dage (300), liv tilbage (300), vækst (250), balance om natten (120), ro (100) og et fradrag for tabte dyr (ned til minus 160). Vækst vejer tungest med vilje: et glas, der er blevet større af sig selv, har fundet sin balance. Et overfyldt glas, der tynder ud og så ligger stille, giver også en ordentlig score, for det er, hvad et økosystem gør.

Opskriften, der virker i virkeligheden

Simuleringen er tunet, så den anbefaler det samme, som virker på bordet:

  • Rent glas på ca. 1 liter med låg. Regnvand eller stået postevand.
  • Et tyndt lag søbund eller sand, ca. 1 cm.
  • 3 til 5 skud vandpest, så der er grønt i mindst en tredjedel af glasset.
  • 5 til 10 dafnier. Hellere for få end for mange.
  • Lyst vindue mod nord eller øst. Ikke direkte sol. Rør ikke ved det, og fodr ikke.

Ord, eleven møder

1økosystem Alt det levende på et sted plus det, der foregår imellem dem.
1producent Laver selv sin mad ud af lys. Den eneste, der laver ilt.
1forbruger Kan ikke selv lave mad. Bruger ilt hele døgnet.
1nedbryder Bakterier og svampe, der gør det døde til næring igen.
3fotosyntese Planten bygger sukker af kuldioxid og vand ved hjælp af lys.
3respiration Alt levende brænder sukker af med ilt. Hele døgnet.
4kompensationspunkt Hvor planten laver præcis lige så meget ilt, som den bruger.
7iltsvind Under 4 mg ilt pr. liter. Under 2 er det kraftigt iltsvind.

De andre forløb får deres eget afsnit her, efterhånden som jeg får skrevet dem. Indtil da ligger der lærerark som PDF til Træet, Årstiderne og Laboratoriet inde på selve siderne.

Finder du en fejl, eller har du en idé, så .